Til forsiden
Beboer sider
Vikarbooking
Til forsiden
Find vej      I      Sitemap      I      A-Z      I      Links      I      Oplæsning      I     
Print     I
English version
Til forsiden
Til forsiden

ÅKANDEN nr. 1. Januar 2006

Et vindue ud mod verden

Fem hjemmesider fra det sociale område i Københavns Amt har fået topkarakter i den årlige vurdering af offentlige hjemmesider. To botilbud fortæller om, hvorfor god kommunikation på nettet betaler sig.

IT- og telestyrelsen afholder hvert år en konkurrence under titlen "Bedst på nettet", hvor de går offentlige hjemmesider grundigt efter i sømmene. Brugervenlighed, nytteværdi, åbenhed og teknisk tilgængelighed bliver målt og vejet, og et dommerpanel udvælger derefter de bedste netsteder, som bliver belønnet med fem netkroner.

Slotsvænget og Kellersvej 10 er to af de fem botilbud i Københavns Amt, som blev præmieret med fem netkroner i kategorien "Døgninstitutioner" i 2005. Kun ét andet botilbud
i landet har opnået samme vurdering. Det var ønsket om at dele ud af den faglige viden, der i 2001 satte Slotsvænget i gang med at udvikle en hjemmeside. På Kellersvej 10 satte
nogle pædagoger sig i 2002 sammen med en gruppe beboere for at bygge en hjemmeside som led i det pædagogiske arbejde. I dag er begge botilbud kommet langt med deres hemmesider.Men det har kun kunnet lade sig gøre, fordi der er brugt masser
af knofedt. Og fordi ledelsen har bakket op om den medarbejder, som har ansvaret for hjemmesiden.

Færre udgifter til annoncer
Slotsvænget er et socialpsykiatrisk botilbud i Lyngby med plads til 40 beboere. "Sidst vi havde en ledig stilling, modtog vi over 60 meget kvalificerede ansøgninger. Det er langt flere, end man normalt kan forvente på vores område. Og så havde vi endda kun annonceret på nettet," fortæller
forstander Jørn Eriksen.
"Med vores hjemmeside er vi blevet meget synlige og efterspurgte i fagkredse, fordi vi bevidst bruger hjemmesiden til at vise, at vi er åbne. Derfor beskriver vi alt, hvad vi foretager os. Vi er stolte af vores botilbud,
og det smitter af på hjemmesiden." Slotsvænget sparer mange annoncekroner hvert år, og botilbuddet får en del uopfordrede ansøgninger, fordi mange bliver tiltrukket af måden, de arbejder på.
"Hjemmesiden er et vindue mod verden, og det forpligter. Vi gør et stort nummer ud at lægge nyheder og aktiviteter fra livet på Slotsvænget på hjemmesiden, altid krydret med billeder, som vi prioriterer at vise mange af", siger Flemming Wagner, som er webmaster med ansvar for at opdatere og udvikle hjemmesiden. Han har 14 års erfaring som pædagog på Slotsvænget – nu som efterlønner.
Flemming Wagner fortæller, at det i begyndelsen var et stort og krævende arbejde at hente informationer frem, og at der gik tid med at overveje etikken på hjemmesiden og
med at overbevise kolleger om, at deres faglighed skulle synliggøres.

SMS en vikar
Pilotprojektet med beboerne på Kellersvej 10 resulterede i tre beboerhjemmesider. Kellersvej 10 er et botilbud med plads til 60 fysisk og psykisk udviklingshæmmede voksne beboere. "Beboerne, som ikke havde noget sprog, var meget engagerede, særligt når der optrådte billeder af dem selv
og ting, de selv havde lavet, f.eks. tegninger. Nogle var selv i stand til i et vist omfang at håndtere musen," fortæller forstander Jakob Volther.
Webmaster og pædagog Claus Danielsen supplerer: "Vi var pionerer, og det var en måde vise brugere, pårørende og andre, hvordan vi arbejder." I dag findes beboersiderne ikke længere, men de var med til at bane vejen for den præmierede hjemmeside. "Nogle medarbejdere kan opleve det som provokerende, at der afsættes 18 timer om måneden til hjemmesiden. Det kræver nok også, at man er lidt af en nørd, hvis man skal være med til at udvikle hjemmesiden og de tekniske finesser på den," siger Jakob Volther og smiler skævt til Claus Danielsen, som har været med til at udvikle et nyt vikarbookingmodul til hjemmesiden.
"For mig er det vigtigt, at hjemmesiden er levende og fungerer som et arbejdsredskab. Guleroden er, at dagligdagen
bliver nemmere," siger han. Med vikarbookingen bliver ledige
vagter annonceret på hjemmesiden på et lukket område, hvor kun medarbejdere har adgang. Samtidig modtager vikarerne en sms og en mail om den ledige vagt.
"Så kan vi bruge tiden på beboerne og mindre på administrationen, og oveni hatten har vi glade vikarer,"
siger Claus Danielsen, der håber, at de tre øvrige huse på Kellersvej 10 får implementeret systemet i 2006.

Bruger nettet bevidst
Begge botilbud har valgt, at én person tager sig af hjemmesiden for at sikre, at det bliver gjort. Der er også ofret mange penge på det. Kellersvej 10 brugte sidste år ca. 60.000 kr. på hjemmesiden. Begge botilbud mener, at pengene er givet godt ud, for de har mange besøgende på hjemmesiden. På tre måneder i foråret 2005 klikkede 17.000 sig ind på Slotsvængets hjemmeside.
"Mange er interesserede i vores nyheder og personaleforhold. Vi stiler højt og vil gerne være internationalt orienterede. I dag kan vi tiltrække udenlandske forskere og fagfolk, og det tror jeg hænger sammen med vores ønske om at være åbne. Og at vi bruger nettet bevidst i alt, hvad vi foretager os," siger Jørn Eriksen.

Positiv feed back
Han glæder sig over, at indsatsen med hjemmesiden også smitter af i form af positiv feedback til medarbejderne
fra fagfolk rundt omkring. Det er noget, der både er med til at fastholde dem og tiltrække nye, gode medarbejdere. Der er stadig plads til nye ideer og visioner om at få beboerne inddraget i arbejdet med hjemmesiden, f.eks. med beboerinterview om holdninger til bl.a. den nye tvangslov.
Hjemmesiden på Kellersvej 10 bliver flittigt brugt af bestyrelse og studerende – og også af de måske nye driftsherrer, som via hjemmesiden kan danne sig et overblik over, hvad dagligdagen for udviklingshæmmede rummer.
"Hjemmesiden er med til at dokumentere fagligheden og profilere arbejdspladsen, og det er jo ikke dårligt, når man tænker på den nye konkurrencesituation, som vi med kommunalreformen kommer til at stå i," slutter Jakob Volther og opfordrer til, at man starter i det små og lader
hjemmesiden gro og samtidig sørger for at inddrage medarbejderne.

 
Kellersvej 10     -     2860 Søborg     -     tlf: 39 57 37 40     -     kellersvej-10@gladsaxe.dk
Gå til Gladsaxe kommunes hjemmeside